Historien bag Phønix Hotel

 

I 1770 vendte Brigader Von Halling hjem til Danmark fra Indien. Han hjembragte både en stor formue og sorte slaver, som han holdt fanget i hotellets kælder. Han var en plage for sine omgivelser, mishandlede sine bønder og sorte slaver samt sin hustru.

Brigaderen havde både penge og fantasi til at bygge sit residens i 1783 i Aalborg. Stedet er nu kendt som Brigader Von Hallings Palæ og er fredet i klasse A.

I 1853 blev palæet indrettet til Hotel Phønix. Hotellet blev opkaldt efter den gamle arabiske Fugl Phønix, en vidunderfugl som genopstod i Soltemplet i Heliopolis for atter at forlade Egypten.

Hotel Phønix har igennem årenes løb spillet en stor rolle i Aalborg bys historie. Det har været rammen om mange vigtige begivenheder, ligesom adskillige statsoverhoveder har gæstet stedet.

Hotellet er blevet ført videre med Brigader Hallings Palæ, som den velbevarede kerne, der indeholder mange værdifulde kunstværker fra Brigaderens tid, ligesom mange af hotellets sale er opkaldt efter ham. Hotellet har forsynet Historisk Museum samt Kunstakademiet med mange værdifulde ting.

Netop 200 år efter at Brigader Von Halling opførte sit palæ, blev hotellet overtaget af Enan Galaly, som er født i Heliopolis-byen hvor netop Fugl Phønix genopstod. Enan Galaly er i dag chairman for Helnan International Hotels som driver 8 hoteller rundt omkring i verden.

Brigaderens valgsprog “forward” blev atter taget i brug og en gennemgribende ombygning har fundet sted, så hotellet i dag fremstår som et 1. klasses historisk, internationalt hotel med stor kapacitet og alle moderne faciliteter, som omfatter 220 værelser, restaurant og bar, adskillige selskabs-, konference og udstillingslokaler samt forskellige fritidsfaciliteter.

Se programmet “Hotellets Hemmeligheder” ved at klikke her